Det er den samme måne. I mindet svæver den over transformatortårnet i skellet mellem vores sted og naboens gård. Jeg legede tit med nabodrengen Peter, og jeg skulle forbi tårnet påvej hjem. Men nu findes transformatortårnet ikke mere; skellet er blevet ligegyldigt. Det forsvandt med eksproprieringen af mine forældres gård. I lang tid stod stuehuset med alle vinduer revet ud, tømt for indhold, udstillet for sognet. Så fjernede vejdirektoratet det hele og anlagde den nye vej. Jeg køreraf og til over stedet i min bil, men alt vender forkert. Syd forvejen ligger Peters families gård. Den er opkøbt af en svinefarmer, men æbletræerne bærer stadig frugt. Rådyrene, rævene, fuglene, musene og bilister, der er holdt ind for at tisse, spiser frugten. Vores lille verdensorden er væk. Som skyllet i havet.

Men det er den samme måne som altid, og det, der er væk, lever i mig. Jeg står på en klittop i Listland på Sylt, Bundesrepublik Deutschland. Jeg suger landskabets underlige balance mellem det genkendelige og noget fremmedartet ind. Det er helt hos sig selv, dette landskab. Det taler hverken dansk, frisisk, sønderjysk eller tysk. Det taler kropssprog, folder sig udi erindringen og gør, hvad det vil. Solen er på vej ned i vest, månen har løftet sig vældig. De første stjerner er antydet overen kolossal vandreklit mod øst. Jeg kan ikke se, om jeg er i Colorado og med i en western, eller om dette er verden, som verden så ud, før mennesker formede sig spyd, lavede bål, skabteklaner, hegnede ind, påkaldte sig gud, kradsede grænser og byggede tårne at stille på dem. Men jeg er midt i livet, og den sidste færge til Danmark går fra List om en time. Jeg skal hjem inden natten, men i mindet hænger månen over transformatortårnet. Jeg er på vej hjem fra Peter. Nede hos ham har de billeder af Jesus i sortlakerede rammer. På et af dem vandrer han i et ørkenlandskab af ufattelige dimensioner. I lyserød kjortel. Hjemme hos os er vi medlemmer af folkekirken, ikke andet. Men nede hos Peter går Jesus i flotte sandaler. Jesussandaler. Men det må jeg ikke kalde dem for Peters far. De varellers på mode dengang; folk gik med dem. Jeg måtte heller ikke bande nede hos Peter. Det gjorde vi på vores side af skellet. Ja, i mit fædreland bandede vi.

Maj måned, men køligt, og jeg skal nå færgen. Det har været en klar dag på øen med de tre navne: Sild på dansk, Sölpå nordfrisisk, Sylt på tysk. Den er ligeglad med, hvad vi kalder den, og hvad den kalder sig selv, rager ikke os. Den har skiftet territorie i perioder, men det har den hævet sig over. Dette landskab er større end streger i sandet. Altid ved at blive til, altid ved at dø og genopstå, og jeg har kørt rundt påøen hele dagen. Klinterne, klitterne og sandstrandene ligner dem derhjemme. Byggeskikken minder om den vestfrisiske, jeg har mødt på Rømø og Fanø og hele vejen ned til Den Helderi Holland. Friserne kan lide huse med store stråtagshatte. De er brede i gavlen og knejser ved hoveddøren. En tur gennem landsbyen Keitum og ind på det historiske museum dér gjorde intet andet end at flytte mig tilbage til Johannes Hus på Fanø. Kaklerne, de samme. Klenodierne, fortidens hvalfangeriog langfart, de samme. Den frisiske ånd er gået over vandet forat trænge ind i det hele. Og alligevel har Sylt hele dagen virketsom en tysk ø på mig. Ikke kun på grund af sproget, men ogsåpå måden, man er i landskabet på. Man sidder i små nummererede læskærme med fodstøtte på store strandterrasser. I Danmark ville man sidde på et medbragt tæppe og tåle vinden. Men man går ikke ned på udstyr i Tyskland, og slet ikke på Sylt, der kaldes forbundsrepublikkens svar på Saint-Tropez.Og ellers kan jeg ikke sætte ord på, hvad forskellen er. Ville jeg vide, at jeg var i fremmed land, hvis jeg ikke havde skrevet HUSK PAS i håndfladen? Ja. Jeg ville vide det på samme måde, som jeg vidste, at noget skiftede ved transformatortårnet.

Jeg har kørt fra nord til syd på Sylt. Den er den største og nordligste af de tyske Vadehavsøer, men stadig til at overskuepå en lørdag. I 1920, ved den skæbnesvangre folkeafstemning om grænsedragning baseret på nationalt tilhørsforhold, stemte den sig til Tyskland. Dens søster i nord, Rømø, gik til Danmark. Nu tilhører de hvert sit land, selvom de som landskaber betragtet minder om hinanden, og i øvrigt er underlagt den samme bestandige trussel om erosion og undergang.

Hvad erosion angår, er stormfloderne de farligste. Den ældst

daterede er Den Store Manddrukning i 1362. En superstorm meldte sin ankomst i januar det år. Den fik isen til at krakelere i store stykker, der virkede som rambukke imod digerne. Tusindvis af mennesker og dyr druknede, store landområder forsvandt, og en del af de øer, vi kender i dag, blev dannet på den ene nat. Syd for Sylt, der under denne stormflod i øvrigt mistede sin fysiske forbindelse med fastlandet og bleven tynd ø ude i Vadehavet, forsvandt byen Rungholt i havet. Imange år antog man, at fortællingen om, at der skulle findes et Nordens Atlantis kaldet Rungholt, var netop det; en fortælling. Men Rungholt blev siden fundet nævnt i gamle dokumenter som en by med et blomstrende handelsliv. Og mellem 1921 og 1938 ændrede tidevandet sig på en sådan måde, at rester af volde, bygninger og brønde pludselig begyndte at materialisere sig i Vadehavet. På baggrund af fundene vurderede man, at byen havde været på størrelse med datidens Kiel. Ud over bygningsfragmenter fandt man keramik, mønter, smykkesten, rester af et skib fra Kreta, lapis lazuli fra Afghanistan, for ikkeat glemme et anker fra minoisk tid. I sandhed et nordisk Atlantis, men svær at lave udgravninger i på grund af tidevandet, ogi øvrigt må man ikke grave i et Verdensarvsområde. Teorierneom byen er nu, at den siden antikken var et handelscentrumpå kysten. Indtil en januarnat i 1362, hvor en enkelt stormflodaf klimakatastrofale dimensioner skyllede den i havet og ændrede kystlinjen.

Stormfloder kommer og går. De er en del af det organiske, foranderlige og voldsomme liv på kystlinjen, men med mellemrum

kommer der én, der er værre end andre. Allehelgensfloden for eksempel. Den skyllede et helt sogn ved Møgeltønder i havet og samme novembernat i 1436 forsvandt byen Ejdum på Sylt i bølgerne. I tiden efter de voldsomste stormfloder turde mennesker slet ikke bo i Vadehavet af angst for druknedøden.De forsøgte at holde sig til gesten, det højere beliggende landområde inden for marsken. Men for hver generation forsvinder vigtige erfaringer, og i 1634 havde menneskene igen bosatsig på den skrøbelige grænse mellem hav og land. Et af disse mennesker var den hollandske ingeniør Jan Leeghwater. Han boede det Herrens år på den dansk-tyske grænse bag et lille dige ved landsbyen Dagebüll. Han boede der sammen med sinsøn, mens han arbejdede på et dræningsprojekt i nærheden. Den tiende oktober stak han inden om den lokale tømrermester, Pieter Jansz, til en snak, men da blæsten tog til, skyndte han sig hjem til drengen. Som aftenen skred frem, voksede stormen og blev til orkan. Jan og sønnen gik i seng med alt tøjet på, men sov ikke for larmen. Ud på natten mærkede drengen, Adriaan hed han, at noget kom ned fra taget. Det dryppersaltvand på ansigtet, far, sagde drengen i mørket. Det var bølgerne, der havde klatret så langt op ad diget, at skumsprøjtet nu regnede over huset. Det brølede af storm om ørene på far og søn. Det var, som om Vorherre selv skreg dem ned i ansigtet. Små ræve i hulens gennemvædede mørke, og så bankede det på døren. Opsynsmanden Siewert kom og ville have dem med. Det var nu eller aldrig, og de løb gennem stormen. De løb med Siewert i et inferno af flyvende planker og brædder. De ville i ly på den lokale herregård, og Siewert skreg et stedi natten, at de havde brug for et mirakel. Mirakel eller ej: De nåede herregården. Det gjorde atten andre beboere fra Dagebüll også. Så sad de der omkring tællelysene og bad om nåde til den Gud, hvis syndflod nu var over dem.

I sit vidnesbyrd efter katastrofen, fortæller Jan:

Jeg har været på stranden, hvor jeg har set forfærdelige ting.Utallige døde mennesker og dyr sammen med bjælker fra huse, smadrede vogne, masser af træ, halm og skrammel.

Jan Leeghwater og hans dreng overlevede. Det var et mirakel. Tømreren Pieter Jansz og alle i hans husholdning druknede, og de var ikke de eneste. Stormfloden i 1634, siden kaldet Den Anden Store Manddrukning, kostede mellem otte tusinde og femten tusinde mennesker livet. På Nordstrand sydøst for Sylt skyllede havet gennem fireogfyrre diger, seks tusinde ud af ni tusinde indbyggere på Nordstrand druknede, og i alt nitten af stedets toogtyve kirker blev skyllet væk.

Den er altid derude, den store stormflod. Man ved, den kommer. Digerne vokser og beskytter, men Sylt, som på sine steder er tynd om livet, er konstant i fare for at brække overog stævne ud i skikkelse af flere øer. På alverdens geovidenskabelige og polytekniske læreanstalter forskes i fremtidens superstorme, og hvordan man står imod dem. Så Mandø bliverliggende, så Rømø stadig skyder ryg, så naturkræfterne ikke får lov at ændre det tegnede billede. Der bliver kortere mellemde største storme. Og digerne bliver højere, høfderne længere,for vi gør vores bedste med at stå imod, men det drypper saltvand på ansigtet, far.

Illustration by Signe Parkins

I går, det var fredag, krydsede jeg grænsen ved Rudbøl. Det vil sige: Først spiste jeg et stort stykke brødtorte på Rudbøl Grænsekro. Bagefter faldt jeg i snak med en ældre lokal mandi krostuen. Jeg spurgte, hvordan det stod til ved grænsen i dag.Så sagde han, at tyskerne vist en af dagene spærrede den afpå grund af noget vejarbejde på deres side. Det skulle ikke forhindre mig i at tage chancen. Man kunne jo altid lave en U- vending, sagde han. Han sagde også, at dansk vejarbejde betød, at der stadig var passage, fordi man lukkede ét spor ned ad gangen. Men tysk vejarbejde medførte som oftest, at man ikke kunne komme over. De lukkede ned i begge spor, selvomde kun skulle reparere noget i det ene.

Sådan er det, sagde han, og så havde han ikke mere at sigeom den sag.

Men han fik jo sådan set også sagt det, han ville, og det erderfor, det kan være svært at være fremmed i grænselandet. Alt det, der siges mellem linjerne. Alt det, der ikke kan siges. Alle de markører, der usynligt formidles mellem nationer, såvel som mennesker i en krostue.

Dette må jeg vedgå mig: Jeg er forelsket i marsklandets forblæste væsen, i sluserne, i fårene på digerne, i byggestilen, i vandog vindmøllerne og de såkaldte værfter, man har skovlet op og bygget sine gårde på, så de ligger i tryghed for stormfloden. De ligner små borge med hver sin borgfrue på. Jeg elsker det sønderjyske sprog. Dets forbindelser til nordfrisisk, plattysk, nederlandsk og den måde, det sætter liv og musik tilmit eget modersmål; elsker det. Jeg elsker også, hvordan ordet værft løber ned gennem marsklandet mod syd under beslægtede navne som wierde, woerd, warf, warft, werf, werve – indtil det når ned til marsken omkring Rhinlandet i tidernes morgenog kalder sig terp. Det har krydset grænser, det ord, og mine vestjyske bedsteforældre brugte det også, når de ‘verfede’ med grus, jord, mødding. Det sidste, altså ‘mødding’, kaster man i øvrigt stadig med i Skotland i form af midding og medding, for gode ord rejser, hvorhen de vil. Derudover respekterer vandet ingen skelpæle. Det tager, hvad det vil have, når det vil havedet, og jeg har besøgt alle sluserne: Kammerslusen, Kongeåslusen, Ballum Sluse, Vidå Sluse, Højer Sluse. Jeg har set vandstandssøjlerne. De står strunke og markerer, hvor højt vandetstod under Den Anden Store Manddrukning i 1634, under Julestormfloden i 1717, under novemberstormen i 1981, underorkanen i 1999. Jeg har set, hvordan sluserne lukker sig selv og en medfølgende å ud i verden gennem en stor og smukt muret port. Jeg har gået på digerne og forestillet mig stormflodernes vandhelvede på jord, men for mig er marsken stadig at ligne med et paradis, som øjet kan hvile på. Margrethe Kog, Ny Frederikskog, Gammel Frederikskog er alle i sandhed royale. Jeg beundrer overlevelsesevnen, himmelhvælvet, udsynet og den evige udveksling af stæreflokke, kultur og folk. Men på trods af min ubetingede kærlighed er jeg, når jeg opholder mig i grænselandet, altid bange for at sige det forkerte. Jeg skal ikkehave fortalt om Jesus og hans sandaler. Engang fik jeg et lift med en sønderjyde fra Rødding Højskole, hvor jeg underviste, til Vejen Station, hvor jeg skulle med toget til København. Idet vi krydsede Kongeåen, sagde jeg:

Hvad er det for en bette å?

Jeg vidste godt, at det var Kongeåen! Jeg vidste godt, at den tegnede grænsen mellem Danmark og Tyskland fra 1864 til 1920. At den havde skilt familier ad, elskende, søskende, livsforløb. Jeg vidste, at det var forskel på liv og død, om manunder Første Verdenskrig var en ung mand på den ene eller den anden side af den å. Jeg forstod, at det var en hellig å i dansk historie, og jeg vidste, at den var ladet med sorg og traumer, men i mit fædreland bander vi. Vi siger sjove ting, når viikke må, og chaufføren blev rasende.

Hver gang jeg krydser Kongeåen eller blot hører dennævnt, skammer jeg mig, fordi der var noget, jeg ikke forstodrækkevidden af, for det er et faktum: Jeg ser ikke alle usynlige skel i grænselandet. Der tales i sindelagskoder. De mennesker, jeg møder, har traumer, nedarvede såvel som dagsaktuelle. Dekender til tab, og de ved, at alt, der er vundet, kan mistes igen.Er det ikke stormfloderne, er det tiderne: Alt er kun til låns, hvis ikke man kæmper for det. Jeg kender de gamle landkort, hvor jeg med det blotte øje kan se, at grænsen ligger smertefuldt forkert. Som om nogen har trukket en sok alt for langt opad et lidt for tyndt ben. Og jeg ved, at grænselandets jord har suget både blod og saltvand til sig på en måde, som det er vanskeligt for et menneske opvokset i et øde hedesogn nordvest for Herning fuldt ud at forstå. Min barndomsegn er langt fra historieløs. Men sammenlignet med det dansk-tyske grænselander den midtog vestjyske hede som en pixibog op imod Prousts På sporet af den tabte tid: tretten bind og en madeleinekage.I dette tilfælde, brødtorte: det sønderjyske kagebords rugbrødsversion af en lagkage.

Men tilbage til Rudbøl, for jeg kørte over grænsen der i går. Og jeg var klar til at lave en U-vending. Jeg havde den gamle færdselskortbog liggende på passagersædet. Den har hjulpetmig op og ned langs kysten på en rolig, nysgerrig facon. Men der er det med fysiske landkort i farveprint på papir, at de holder op med at fungere ved en grænse. På den danske side af Rudbøl: et overskueligt og detaljeret vejkort. På den tyske side af grænsen: tomt land, et par isolerede stednavne hist og pist, men ingen anvisning til, hvordan man kommer fra det ene sted til det andet.

Der må være en grænse, har man sagt ved Kortog Matrikelstyrelsen. Hertil og ikke længere, og derfor var bevægelsenover grænsen ved Rudbøl som at køre ind på en frossen mark, hvor sneen lige er faldet.

Der gik heller ikke længe, inden jeg fik problemer. Det havde manden i kroen ret i. Trafikken klumpede til ved noget vejarbejde. Men inden jeg kom til at sidde for alvor fast, drejede jeg af og lod GPS’en føre mig ad de små veje i Nordfrisland.Jeg kørte på diger, ad snorlige ruter forbi stolte gårde på gamleværfter. Månen stod op over landskabet og hang rund og klar på sin lapis lazuli-blå himmel. Et sted mod sydvest lå Rungholtmed sine hemmeligheder intakte. En dag kommer stormfloden igen. Så vil menneskene ligge i mørket og tænke på digerne.Farens ansigt oplyst af telefonen i soveværelsets mørke. Hankan ikke sove for vandstandsnyhederne. Ud på natten kørerevakueringsbusserne rundt og samler folk op. De voksne bærer på soveposer, liggeunderlag, børnene på deres bamser. De skal sove i den lokale idrætshal. Bare indtil stormen løjer af, siger moren. De voksne får suppe i kaffekrus. Børnene en chokoladekiks, men så skal de sove. Der er også en dag i morgen, og så ligger de der mellem naboer og fremmede. De prøver atfinde ro for et knitrende lysstofrør. For stormen, som bliverved. De er i sikkerhed her, men hvad med fårene, køerne. Oghunden, som ikke kom med. Og katten.

Den gemte sig i skunken, hvisker barnet.

Katte har ni liv, hvisker moren i mørket, og tænker på de klaprende tagplader, saltregnen, fremtiden. For stormfloden kommer. Men ikke i dag, tænkte jeg i går. Ikke i morgen, tænkte jeg og kørte forbi grænsehandlerne i den tyske by Aventoft. Gik ikke ind, satte kursen længere nordpå. På Rudbøl Kro havde jeg spurgt manden i krostuen, om grænseovergangen ved Aventoft fungerede som normalt?

Ja, sagde han, men det hedder den jo ikke. Den hedder Møllehusvej Grænseovergang.

Så fik jeg det med, og sådan falder og rejser jeg mig i grænselandet. Søger ud over kogene. Kører i min stifinderbil ad digerne, landevejene. Hæver mig op over uløste gåder, sænker mig i sædet. Lyset skifter evindeligt: sol for måne, front for front. Erindringsarkivet står åbent, og her er kun en vej at følge. Den går fra én selv ind i alt det, man kom fra, og den er drevet af længslen efter et sted, man endnu ikke har set. Når jeg når frem, vil jeg være stille, men indtil da synger jeg. Jeg synger højt på en enkelt linje. Jeg synger linjen igen og igen; den bevæger sig. Se nu går solen ned, og jeg kører ombord påfærger. Krydser grænser, og sender de faldne, de druknede en sorgfuld tanke, mens stæreflokkene løfter sig over rørskovene.Stormfloderne kommer. Katte har ni liv, men på min side af grænsen har vi kun ét.

Portrait of Dorthe Nors by Astrid Dalum